Tallinn Dansker-byen,
der hvor Dannebrog fald ned fra himlen,
Hmm - jeg har nu min egen version af hændelsen,
som er samstemt med Rigsarkivets fuldmægtig, Steen ”Gamle” Zangenbergs
version.
Vi skriver det herrens år 1219.
Paven havde opfordret den danske Valdemar Sejr til et dansk korstog,
som hjælp
i Palæstina, dette passede ikke Kong Valdemar. Han ville
hellere som led i sin politik tage til Estland for at hjælpe
Sværdridderne (senere indlemmet i Den Tyske Orden), som havde
taget det som deres opgave at kæmpe for det kristne bispedømme
her. Dette bispedømme var truet af hedenske fjender. Med
i korstoget var også johannitere. – de senere malteserriddere.
Kongen
og hans mænd var taget
til Livland (Baltikum) for at omvende de vantro.
Med sig havde han, som alle danske hærførere
et samlingsmærke, Danerne kaldte deres for Dannebrog,
sammensat af ordene »danne« og »broge«.
Den første stavelse »danne« skulle være
en gammel dansk form og beslægtet med det frisiske ord »dan« rødfarvet.
Anden stavelse »broge« skulle være beslægtet
med det tyske »brok« tøjstykke og sammensat
skulle dette kunne oversættes til »Rød flagdug«.
Allerede
i vikingetiden brugte man en rød "dug",
hvorpå man i sort havde afbildet den ene af Odins to ravne.
Når dette ravnebanner blafrede i vinden, lignede det vel
nærmest en baskende vinge, det var formentligt også dette
ravnebanner Valdemar Sejrs havde som samlingsmærke.
Alt
gik efter planen, 13. juni havde Valdemar og hans hær slået lejr udenfor Lydanisse nær Tallinn
fortæller Henrik af Livland.
Slaget skulle stå ved morgengry. De lokale vantro havde
imidlertid luret Valdemar.
Da kongens hær ved daggry rykkede frem, kom de til en mennesketom
by. Først var de mistroiske, men da de kom til byens torv
og fandt øl i store tønder (formodentlig en forløber
for A l’E Coq) og masser af lerkander med datidens vodka eller snaps (altså masser
af Vådsager) så de det som et godt tegn.
Kongen og hans hærfører bestemte sig for at styrke de kamptrætte
soldaters moral med et gilde midt i byen.
Der blev slagtet lokale kvæg og svin og de medrejsende stegevendere tændte
bål og tilberedte de mange stege.
Ved solnedgang d 14. juni var soldaterne godt lakket til men stadig tørstige
og godt sultne.
De festede, drak videre, spiste og dansede en slags formationsdans med fakler,
en slags datidens tattoo. – de tumlede om ved midnatstid.
I
nattens mulm og mørkestjal de vantro kongens faner eller samlingsmærker.
Ved
daggry d. 15. juni 1219, angreb de vantro Kong Valdemars hær,
der
var aldeles tømmermændsramte, og som var bedre rustet
til en omgang SMUT end til
et markslag.
Vi kender jo alle brætspillet ”Stratego”, hvor man med skaklignende
stræk rykker rundt på brikker med navne som løjtnanter,
minører, spejdere etc.
- Når Fanen falder, er spillet tabt.
Konges folk var jo vandt til, at
samles under deres faner, og panikken bredte sig.
Da var det at en af ridderne fra Johanitter Ordenen tog en godt gemt Johanitter-Fane
frem
Og med denne fane som samlemærke, fik han sat skik på de danske
geledder, og slaget blev vundet.
Johanniterordenen
havde oprindelig hovedsæde i Jerusalem, hvor de fik
pavens (vor himmelske faders stedfortræder på jord) velsignelse
og tilladelse til at bruge deres fane.
–altså var fanen nærmest sendt fra Himmelen.
Johanitternes fane er en rød dug med hvidt kors.
|
top